USA på kryds og tværs

“Houston, we have a problem”

Fra Dallas til Houston er en god lang køredag, men det gør ingenting. Køredagene er nemlig også i den grad værdsat. På lange køredage er der tid til lydbøger, podcast og kærestesnak – og så er det på de dage man kan fordøje alle oplevelserne, og forberede sig lidt mentalt på nogle nye af slagsen. Eller blot tage sig en lille skraver, mens den anden gør alt kørearbejdet.

I Houston udforsker vi “downtown”, hvor café og restauranter alle er rykket i tunneller under jorden. Det har efterladt byernes gader liggende øde hen, mens der til gengæld er fuldt gang i byens leben i de knapt så charmerende tunneller. Vi er ikke videre imponerede, men formiddagen reddes af kaffe og lune donuts, så det er svært at være rigtig utilfreds. Eftermiddagen går på et af byens mange mini-bryggerier, hvor vi smager os igennem temmeligt specielle varianter af øl fx “strawberry cheesecake” og “peanutbutter chocolate pie”. Ingen af delene kan rigtigt anbefales…

Nu vi er her må vejen selvfølgelig også lægges forbi “Houston Space Center”. Man kan næsten ikke sige Houston uden også at nævne rumfart. Her kigger vi på rumskibe og bliver klogere på alt fra astronauttræning til månelandingen og Apolloprogrammet.

Påskedage i New Orleans

Da vi ankommer til New Orleans er det blevet påskesøndag. Det betyder at vi må finde den gule provencedug frem, for så skal der være påskefrokost. Vi har købt rugbrødsblanding og sild i IKEA, og Emils farfar bliver sendt i køkkenet for at stege frikadeller – Så vi synes selv, at vi lykkedes med dansk påskefrokost på amerikansk jord. At påskedagene oven i købet forsødes med påskehilsner og godter hjemmefra gør det kun bedre. Og New Orleans er akkurat ligeså fin og hyggelig en by som vi havde forestillet os. I “Burbonstreet” er der gang i barerne allerede fra om formiddagen og jazzmusikanter underholder på gadehjørner rundt omkring. Udover musik og glade dage kan man fra New Orleans drage på “sumpture” med krokodillespotning og fart over feltet i små airboats. Det kan helt klart anbefales!

I Florida bliver vi igen bare os seks, for her siger vi: “Vi ses om et par måneder,” til Emils farmor og farfar, og sætter så igen kurs mod vestkysten – man kan i den grad sige at vi får oplevet USA på kryds og tværs…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *