Rejsebeskrivelse: Umphang trekking

Vi var ikke helt sikre på, hvad vi gik ind til, da vi meldte os til 6 dages trekking i det nordøstlige Thailand – men vi blev både klogere, og en hel del oplevelser rigere.

Fra Bangkok tog vi natbussen til Mae Sot. I Mae Sot bød Mr. T os velkommen, og vi fik lov til at sove et par timer ekstra på hans madrasser inden morgenmad. “East meets the West” sagde Mr. T, da han serverede os pandekager med både banan og nutella. Og så var det ellers op og igang. Vi besøgte først markedet ved grænsen til Myanmar, hvor der var rig mulighed for at tanke op på snacks og kolde drikkevarer. Hvilket vi fik brug for til den efterfølgende køretur, som var fire timer lang og foregik i åben ladvogn på en landevej med over 1000 sving. Heldigvis fik jeg lov til at sidde en del af turen inde i bilen, med vores thailandske chauffør Cowit – som både nåede at fortælle mig om hele sin familie, og introducerede mig til thailandsk karaoke.Første nat overnattede vi i bungalows på “Trekkerhill”, hvor vi mødte Mr. Um, som havde ansvaret for at føre os sikkert gennem junglen. Fra “Trekkerhill” sejlede vi i gummibåde ned af en af junglens floder. På bredderne kunne vi både spotte aber og fugle, mens vi vuggede stille og roligt fremad. Sejlturen afsluttedes med et kort besøg i en af junglens varme kilder, og en ægte junglefrokost bestående af ris og stegt kylling serveret i et palmeblad. Mad i maven fik vi for alvor brug for, da vi måtte gå fire timer gennem junglen i 40 graders varme før vi kom til vores teltplads.

Næste dag startede vi roligt ud med et besøg til det nærliggende Thi Lo Su vandfald – som vi havde rig mulighed for at svømme i og springe ud fra. Dermed kunne vi i hvert fald påbegynde dages vandretur rene. Andendagens terræn var dog ikke lige så udfordrende som førstedagens, og vi var derfor hurtigt fremme ved Karen-stammen, som vi skulle overnatte hos. Karen-stammens landsby bestod af pælehuse, så selvfølgelig var det også i sådan et at vi overnattede. Eftermiddagen og aftenen gik med at lære landsbyen og dens beboere at kende. Vi så både skolen og fik lov at smage den hjemmebryggede snaps – som vi kunne høre de lokale drak af til langt ud på natten! Mens vi selv sad og spillede kort i stearinlyset skær på pælehusets veranda.

Morgenen efter gik turen atter hjemad. Først på gåben gennem junglen – hvor vi krydsede en del broer bygget i bambus, nogle mere stabile end andre – og så med åben ladvogn igen hjem til Mr. T i Mae Sot, hvor aftensmaden ventede.

Hvor?

Jungleområdet Umphang i det nordøstlige Thailand. Umphang ligger tæt ved byen Mae Sot, som grænser op til Myanmar. Mae Sot udgjorde vores udgangspunkt for turen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *