Rejsebeskrivelse: Rinjani trekking

Kroppen har kunnet mærkes lidt ekstra de sidste par dage, især benene er temmelig ømme. Det skyldes, at jeg i weekenden nåede toppen af Mt. Rinjani, og dermed tilføjede ‘bjergbestiger’ til CV’et.

Lidt trekking er det blevet til i løbet af min rejse: Umphang i Thailand, omkring Luang Prabang i Laos og for nyligt blandt risterasserne omkring Sapa i Vietnam. Det har givetvis været med til, at holde formen bare en smule, men sammenlignet med Rinjani føles alt min tidligere trekking mest som små hyggeture. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at turen op ad Rinjani er det hårdeste, som jeg nogensinde har udsat mig selv for.

Mt. Rinjani er en 3.726m høj aktiv vulkan, som ligger på øen Lombok i Indonesien. Vi brugte tre dage på at nå til tops.

Dag 1:

Vores første trekking-dag starter allerede klokken 5, først med morgenmad og derefter afgang. Heldigvis venter os en både to timers køretur, hvor vi kan snooze videre, og en omgang “second breakfast” i form af bananpandekager, inden det for alvor gør løs. Den mest almindelige rute starter ved Sembalun-porten, og her begynder vi også.

De første to timer går det opad. Stejlt. Vi hiver efter vejret, og de fleste af os overvejer lige en ekstra gang, hvad det egenligt er, som vi har sagt ja til. Vi møder en del trekkere, der er på vej ned – de fleste hilser med et “Good luck”, en enkelt med “Get ready for suffering”.

Efter to timers trekking finder vi ud af, at vores guider ikke bare er i fantastisk god form og utroligt tålmodige, sammen med holdet af portere udgør de også et super kokketeam. Vi nyder vandmelon, nudler, kylling og tofu i massevis, men ligeså snart vi sidder stille, kan vi mærke at vi er kommet op i højderne – for vi fryser! Og pausen er derfor en kort fornøjelse.

Selvom vi tager masser af pauser fyldt med både snacks og vand, og selvom mødet med en hel aberflok løfter humøret gevaldigt, er vejen til toppen lang og hård. Førstedagens anstrengelser viser sig dog med det samme, at være det hele værd. Da vi når vores overnatningssted har vi nemlig udsigt til bjergets caldera – en såkaldt ‘kratersø’, som omgiver Rinjani vulkanen.

Fra toppen af krateret ser vi solnedgangen, mens vores portere slår telte op og laver mad. Temperaturen falder lynhurtigt lige så snart det bliver mørkt, så vi kravler alle i soveposerne direkte efter aftensmad. Vi er trætte, så selvom klokken ikke er meget mere end otte, går det helt fint med at falde i søvn. Om natten blæser det så meget, at vi flere gange frygter, at teltet letter med os.

Dag 2:

Næste morgen får vi serveret morgenmad i teltet, det blæser nemlig stadig en hel del, og vi skal spare kræfter til dagens trek. Den første halvdel af dagen klatrer vi ned mod Calderaen. Vi puster ikke nær så meget som dagen før, til gengæld kræver det en helt anden koncentration at begive sig nedad klippesiden.

Ved frokosttid er vi nået helt ned til Calderaen, hvor vi udover at hvile benene har muligheden for en dukkert i den tilhørende varme kilde. Som den eneste mulighed for et bad i tre dage, skal der ikke meget til at overtale os, før vi alle sammen hopper i.

Efter en god lang middagspause, er energien tilbage – og der er brug for den, for efterfølgende går det kun op, op og mere lodret op. Både arme og ben må i brug for at kravle op af de sidste klipper. Tågen falder tykt om bjergets sider, så vi kan heldigvis ikke se hvor langt der er ned, eller hvor langt der er til tops.

Aftenen minder meget om den forrige, som bjergbestiger er det åbenbart helt normalt at gå i seng ved syv tiden, for lige så snart man når overnatningsstedet er energien brugt op.

Dag 3:

Tredjedagen starter i virkeligheden allerede midt om natten. Klokken er kun lige slået to, da vi får serveret toastbrød og te i teltene. Grunden til den tidlige morgenservering er, at vi helst skal nå toppen af Rinjani ved solopgangs-tid, og det kræver at man går det sidste stykke i buldermørke.

Udstyret med pandelamper, løbebukser, gode sko, og varme jakker – der er altså koldt på toppen – begiver vi os ud i mørket. Vi er nær fra de eneste, som gerne vil nå op til solopgang, på bjergsiden vrimler det faktisk med mennesker. Alle de små lys fra pandelamperne, får det til at se ud som ét stort optog, og giver en følelse af et større fællesskab, selvom alle kæmper en individuel kamp.

Især den allersidste time, inden vi når toppen, trækker tænder ud. Underlaget er mildest talt løst, så hver eneste gang man træder ét skridt, ryger man to skridt tilbage. Vores guide tæller ned med os; Én time, 45 min, 30 min og til sidst ét kvarter – alligevel føles det som om, at tiden står fuldstændigt stille. Og da vi langt om længe når toppen er det helt uvirkeligt. For et par stykker er følelserne nået helt ud på tøjet, og hos flertallet kan en tåre i øjenkrogen skimtes. Vi nåede det akkurat til at vi kan nyde solopgangen, så vi sætter os helt tæt for ikke at fryse for meget, og nyder øjeblikket.

Tilbage er kun vejen ned igen, og så et par dage med fuld afslapning.

One Reply to “Rejsebeskrivelse: Rinjani trekking”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *