Postkort: Siden sidst i Sibirien

Sidst jeg skrev til jer var fra hotellet i Irkutsk. Det blev til en lang klagesang allermest om uheldige omstændigheder, men vi det jo også ret godt indimellem – faktisk det meste af tiden! Bare vi kan holde varmen.

Her er lidt af det, som vi har fået tiden til at gå med siden sidst… De fleste timer sidder vi selvfølgelig på vores flade i bilerne.

I den gamle bydel i Irkutsk finder man de smukkeste gamle huse. En gåtur i området er bestemt et must, men i vores tilfælde blev det hurtigt nødvendigt med en kaffepause, for at vi kunne få varmen.

Markedet i Irkutsk var et sandt mekka især for uld-elskere. Her shoppede vi lange uldne, nye luffer og selvfølgelig de obligatoriske russiske babushka-dukker. Vi snakker tit om alt det vi skal shoppe, når vi kommer til USA – men det er nu også meget hyggeligt at have små souvenirs fra hele turen rundt.

Flotte kirketårne er der nok af i Rusland. Mens drengene (igen) var på værkstedet i Irkutsk besøgte vi ikke færre end tre kirker på én dag. Desværre måtte man ikke tage billeder indenfor, men alle var overdådigt dekoreret med guld på både inder- og yderside.

Fra Irkutsk kørte vi til Baykalsøen. En sø så stor, at man skulle tro det var et helt hav – men den rummer nu også intet mindre end 20% af verdens ferskvandsbeholdning. Baykalsøen har vi talt om, siden vi kørte hjemmefra, så det føltes som en rimeligt stor milepæl endelig at nå frem.

Det blev til en lynhurtig visit i Ulan-ude. Vi så Lenins hoved og spiste burgere på en café med wifi. Vi har efterhånden borsch, goulash og blinis til op over ørerne – Så lidt vestligt mad var i den grad tiltrængt, og det bliver også virkeligt skønt, når vi igen kan lave mad i lastbilen.

Et makkerpar på tur. Efterhånden er de så beskidte, at vores ‘Jorden rundt på hjul’-logo’er er helt forsvundet – Der venter os vist noget af en rengøring, inden vi kan shippe dem til Mexico. Range Roveren har stadig en del startvanskeligheder, men bedre og mere frostsikret diesel gør, at vi nu tør slukke den for natten.

Sibiriens fortryllende solonedgange er til daglig glæde – man lærer virkeligt at værdsætte de små ting her i ødemarken. Vi “varmer” os på smukke udsigter og tanken om jul på Hawaii.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *