Pamir Highway: Del 1

I Tajikistan’s hovedstad Dushanbe bliver seks til ni. Stefan, som mine svigerforældre kender fra Land Rover klubben derhjemme, har nemlig valgt at bruge sin og sine to sønners efterårsferie på at køre ‘Pamir Highway’ sammen med os. Så der er fyldt godt op i både lastbilen og Range Roveren.

Pamir Highway er en yndet rejsemål for skøre vestlige turister og offroad-entusiaster. Vejen – som vist kun kaldes Highway, fordi den er ene vej – gør fra Uzbekistan gennem Tajikistan’s Pamir bjerge (heraf navnet) hele vejen til Kirgisistan på grænsen til både Afghanistan og Kina. På det meste af strækningen er vejen i umådelig dårlig stand grundet jordskælv, hyppige stenskred og laviner. Vejen er smal og lige så dybt, som den går i dale, lige så højt strækker den sig på de sneklædte bjergtoppe – dvs. at højdesyge også er en risiko, med flere bjergpas helt op til 5000 meters højde. Man kan godt undre sig over, hvorfor vi overhovedet har Pamir Highway som en del af vores rute, men da vi begyndte vores planlægning for snart to år siden, stod det klart at netop Pamir var en kæmpe drøm hos især Emil og svigerfar Mads. Svigermor Trine har derimod gjort sig mange bekymringer, og proklamerer allerede inden begyndelsen at hun ‘bliver et lettet mennesker, når vi er i Bishkek og har overlevet’.

Fra vi forlader Dushanbe bliver vejen med det samme markant dårligere. Efter 10 timer på vejen har vi kørt lige knapt 100km, så vi indser hurtigt, at der venter os et par lange køredage. Aftenen inden har vi passeret ‘Anzob-tunellen’ eller den såkaldte ‘Tunnel of Death’. En fem km lang tunnel uden hverken lys eller udluftning, så det står også helt klart for os, at vedligeholdelse det opererer de ikke med i Tajikistan. Kort sagt er det et mirakel, at den omkringliggende natur er så utroligt smuk, at det gør sneglefarten og de mange vejhuller en smule mere udholdelige.

Mad bliver lavet over bål. Det er både hyggeligere, og så er bålgryden stor nok til at kunne mætte ni sultne rejsende. I Tatjikistans golde landskab er det nu lidt af et projekt, at få samlet nok brænde til både at kunne lave aftensmad og bage brød til næste morgen, men det lykkedes (næsten) hver dag. En enkel aften må vi kapitulere og bruge truckens gasblus, da det blæser så meget, at vi nært flyver væk. En yndet ret er variationer af pasta med kødsovs/tomatsovs, for pastaskruer og flåede tomater er nemt at have i truckens lagerbeholdning, når indkøbsmuligheder af og til er begrænsede. At købe kød er vi især udfordret på, det kan godt nok findes i enhver bazar, men vi må siges stadig, at være for meget vesterlændinge til at købe kød, som ikke opbevares på køl – så hellere snuppe et par vegetariske dage, og købe lidt men godt, når vi ser et rigtigt supermarked.

På et tidspunkt skal vi jo have sendt Stefan og drengene hjem igen – selvom vi hygger os gevaldigt, og det er rart med nogle andre mennesker, end bare os seks – så vi har lidt af en tidsplan, der skal holdes. For at de kan nå flyveren fra Bishkek, skal vi have kørt Pamir og set de omkringliggende byer på fjorten dage, det burde kunne lade sig gøre. Og selvom vi kører langt hver dag, så føler vi alligevel at vi kommer ned i gear med alt det natur- og lejrliv. Så vi kan melde om alt godt fra den Tadsjikiske ødemark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *