På Kazakhstanske veje

Efter ni dage (9 dage!) på værksted i Bishkek, kan vi igen tage Range Roveren med os videre. Problemet viste sig at være noget med intercooleren og turboerne, hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg intet om biler (Emil og min svigerfar Mads kan helt sikkert give en mere fyldestgørende forklaring..). Jeg er blot lykkelig for at den igen er kørende, for selvom Bishkek er en helt fin storby, som vi efterhånden føler os temmeligt kendt i, har rastløsheden spredt sig og vi længes efter nye vider og oplevelser.

Grænsen til Kazakstan krydses stort set uden problemer og nærmest på rekordtid. Erfaringen har lært os, at man gør klog i at pakke en lille taske med både vand, snacks, varmt tøj og bøger, for man ved aldrig hvor mange timer det skal tage, før vi bliver lukket både ud af det ene land og ind i det næste.

I guidebøgerne har vi læst, at Kazakstan både er det rigeste og det mest vestligt påvirkede af “stan-landende”. Dette ser vi tydeligt, for vejkanten i Kazakstan’s tidligere hovedstad Almaty prydes af Burger King, McDonald’s og malls i uendelige rækker. Dog er Almaty ikke mere vestligt, end at et trafikkaos ikke set magen siden Iran i høj grad hersker omkring den centraltliggende bazar. Vores overnatningssted ender med at blive den kæmpe parkeringsplads mellem “Metro-supermarkedet” og Burger King. Langt fra det mest charmerende sted, men det gør det muligt at kunne handle stort til truckens fødevarerkammer (vi har altid en del på lager, men tænker at det især vil gavne på de lange øde strækninger, som vi har foran os) og så kan hele familien få stillet sin craving efter vestligt junkfood.

Fra Almaty venter os et par lange køredage. Til hovedstaden Astana er der ikke mindre end 1200km, og forventer man at “hovedvej” er lig god vej, ja så tager man fejl. Stille og roligt triller vi – selvfølglig uden om de værste huller – afsted. I det mindste er navigation intet problem, for der er kun én vej, og den er helt og aldeles lige, så der er ikke meget at tage fejl af.

Landskabet er goldt, fladt og uden megen variation, hvilket giver fornemmelsen af at landet strækker sig ud i det uendelige. I vejkanten kan man en sjælden gang i mellem spotte små skur, hvorfra der sælges tørret fisk og andre gode sager – men ellers er vi nærmest alene på stepperne. Altså lige med undtagelsen af den ørn vi spotter, og adskillige flokke af kameler i alle farver.

Man kan tydeligt mærke, at vinteren er kommet. Vi nyder godt af truckens oliefyr, og sædevarmen i Range Roveren påskønnes skam også. Når vi om aftenen kryber til køjs i tagteltet, er der flere steder med is på både yder- og indersiden. Heldigvis er vi glade for at ligge tæt, og har varme soveposer, men det varer nok ikke længe før vi må overgive os til vores “nød-sovepladser” i trucken.

To hele dage på vejen skal der til, før vi endelig når til Astana. Byen troner sig frem med guld og marmor, som skaber associationer til vores tid i Turkmenistan. Her vil vi lege turister lidt, indtil turen igen går videre nordpå mod Rusland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *