På ferie fra ferien

Vores ferie fra ferien starter i Miami. Her har vi et par dage til at tulle rundt og være kæreste-agtige inden vi tager hul på det vi egentligt er taget afsted for. Vi skal nemlig på krydstogt rundt i Caribien med min farmor og farfar – Den dimentrale modsætning til hvordan vi ellers rejser, men ikke desto mindre noget som vi har glædet os længe til!

I første omgang er det dog super rart at have noget tid bare Emil og jeg. Vi må jo passe og pleje vores forhold, selvom (eller især) fordi vi går op og ned ad hinanden hver eneste dag.

I det enorme outlet Sawgrass Mills shopper vi så vi kan opgradere garderoben fra rejse-praktisk til cruise-pæn. Heldigvis er der en del af spare, så vi er godt tilfredse med vores indsats da vi efter flere timers intensiv shopping går omkuld på hotelværelset.

Vi bruger en hel dag i Wynwood området, som tiltaler os med dets kunstneriske miljø og mange fine kaffebarer – Modsat South Beach som vi nærmest løber skrigende bort fra, alt for mange dagsbranderter og plastikoperationer til vores smag.

Miami har virkligt noget til enhver smag, men 3 dage i byen var helt fint for os. Skal man bruge mere tid gør man nok klogt i at leje en bil, så man kan komme lidt længere omkring – for os løb uber-regningerne i hvert fald hurtigt op…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *