Op og ned

Mexico, Ixtapa, Ferieliv, Vacation, springvand, Ganni

Godt nok har vi rykket op i teltpløkkerne, og flyttet hverdagen til den anden ende af jorden, men det betyder langt fra, at alting altid er lutter badeferie, brune ben og store isvafler. Det er det selvfølgelig også engang imellem. Nogle gange er det også ødelagte vandtanke og sammenbrudte biler, for sandheden er jo, at livet går sin helt vante gang med både op- og nedture.

Der er de rigtigt gode dage, hvor man kan mærke lykken boble i maven over de mange nye indtryk, men der er også de mindre gode dage med ventetid, savn, og så dem med et strejf af konflikt, som jo uundgåeligt vil opstå når man rejser så mange så tæt sammen og i så lang tid. De mindre gode dage er ikke til at gå uden om, men bare vi lader de gode stunder fylde mest, så skal det hele nok gå.

Min kæreste er heldigvis den bedste rejsemakker, som jeg kunne forestille mig. Emil forstår både at tage mig alvorligt, trøste mig og få mig til at grine hver eneste dag. Selvom jeg da ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke sætte forholdet på en slags prøve, at være sammen hver dag hele tiden – Men vi klarer den nu ret godt indtil videre, hvis jeg altså selv skal sige det…
Emils søster er uden tvivl en af de sejeste jeg kender, og dejlig at rejse med. Det er altså ikke alle 18årige, som har mod på at forlade kæreste, venner og gymnasiet derhjemme, for at bruge et år sammen med mor og far plus to til tider temmeligt irriterende brødre. Så sejt! Og hun klarer det bare godt.

Her er lidt af ugens op- og nedture…  (idéen og formatet til listen her er i øvrigt tyvstjålet fra min favorit blogger Emily Salomon, hvis i ikke kender hende i forvejen, så er her en kæmpe anbefaling)

Op:

Varmen, det er svært at være rigtig utilfreds når temperaturen melder tæt på 30 grader.

Tid til at sove længe. Som i rigtigt længe. Eller tid til at vågne før alle andre og tage sig en lille løbe eller svømmetur. Jeg er udpræget A-menneske, men selv jeg kan blive lidt doven sløv af det tempo, som vi lægger for dagen.

Gode bøger. Jeg har tygget mig gennem 8 (!) i år indtil videre, det er både personlig rekord og en klar følge af, at jeg har virkelig virkelig god tid. Gode forslag til lækkert læsestof modtages med kyshånd, jeg har mofibo-abonnement, så kan skaffe det meste.

Dagligt avocado-indtag uden dårlig samvittighed. Avocadoen er klart en favorit hos mig, men at indtage den hjemme på nordlige breddegrader føles ærligt talt en smule fjollet i disse klima-bekymringstider – Så når nu man er i avocado-land (Mexico står for 49% af verdens produktion), så ville det da være skørt ikke at give den gas.

Pool-liv. Livsnødvendig nedkøling og lækker kilde til morgenmotion – Jeg er fan!

At jeg snart ser en lille del af min egen familie, når vi skal på krydstogt fra Miami. Jeg glæder mig meget, og satser på at jeg kan få dem til at tage forsyninger med i form af nyt læsestof.

Ned:

At de biler der bliver ved med at lade vente på sig.

Ventetid og utålmodighed. Tæt forbundet med overstående, men man kan altså godt få kuller at ligge ved poolen flere uger af gangen.

Misset gensyn. Vi skulle have været mødtes med vores fælles gode veninde Katinka her i Mexico, men fordi bilerne lader vente på sig, så når vi det ikke i denne omgang. ÆV! (vi satser dog på at kunne nå et gensyn i Belize i stedet…)

Plastik i naturen. Vores nærmeste strand (som man godt nok ikke kan bade fra, da bølgerne er temmeligt voldsomme, og der er lidt for mange klipper) er fyldt med plastikflasker, og det gør mig simpelthen så ærgelig at tænke på.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *