Om kø og en kidnappet indianerhøvding

I tirsdags havde vi den dejligste morgen på et noget nær perfekt overnatningssted. Vi campede på stranden, så vi tog os god tid både til morgendukkert, morgenkaffe og morgenmad. Stod man i vandkanten, så kunne man se strand så langt øjet rakte til begge sider, men de eneste som vi måtte dele herligheden med var Victor fra Schweiz som sammen med sin mexicanske kone ejede det lille overnatningsspot for overlandere, og så tyske Uwe og Tanya som også var i færd med at køre Mexico tyndt i bil. Havde vi haft mere luft i tidsplanen, så var vi nok blevet et par dage, for det her var noget af en perle – Men som sagt er vi ved at have lidt småtravlt.

Vi når akkurat at køre 20km, så står trafikken fuldstændigt stille. Så stille at folk i køen slukker for motorerne og stiger ud af deres biler. Da der er gået en time, og vi stadig ikke har rykket os, begynder vi for alvor at undre os. På vejen er et leben af gadesælgere, de tilbyder alt fra bananchips til is. Vi spørger én af dem, om hvornår der sker noget, men han trækker blot på skuldrene og siger noget i retningen af ‘måske om et par timer, måske i aften’. Så vi forsøger at bevare tålmodigheden så godt vi nu kan.

Stille og roligt går timerne. Vi spiser is, spiller kort og læser bøger, men bevæger os fremad, det gør vi overhovedet ikke. Emil går en tur helt op til køens udgangspunkt, og da han kommer tilbage, kan han berette om en stor demonstration, en lastbil parkeret på tværs af vejen og en helt del folk bevæbnede med skydevåben og macheter. Det er dog stadigt uklart for os, hvad det helt præcist er som forgår. Ved solnedgang begynder folk at give op på køen og vende om for at køre hjemad, vi overvejer kraftigt at gøre det samme, men det føles ret meget som spild af en hel dags ventetid. Én af de andre bilister, som også giver op på køen, får dog overbevist os. Han fortæller, at byen demonstrerer fordi den lokale indianerhøvding er blevet kidnappet af regeringen (eller politiet), og de vil ikke ophøre spærringen af vejen før præsidenten kommer til byen for at få orden på sagerne, eller indianerhøvdingen kommer tilbage – og ingen af delene mener han kommer til at ske lige foreløbigt, og så er det måske ikke lige det sikreste sted i verden, at færdes efter mørkets frembrud. Mere skal der ikke til at overtale os, så en smule ærgerlige over at have ‘spildt’ en dag sætter vi kursen tilbage mod paradiset på stranden og vores nye venner.

Næste morgen hjælper Victor os med at få et overblik over vores muligheder. Vejen som nu er spærret af demonstranter er den eneste sydlige vej mod Yucatán-halvøen, så vi må køre et godt stykke vej tilbage og så i stedet tage den nordlige rute. Vi kan nemlig ikke vente på, at de løser problemet med den kidnappede indianerhøvding, det er svært at sige hvor længe det skal tage – og vi er rigeligt trætte af ventetid i Mexico.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *