Øhop: Udflugt til Isla Ixtapa

Tro det eller ej, men man kan faktisk godt få kuller af at slappe for meget af. Selvom det jo også er ret dejligt. Dette kommer bl.a. til udtryk i form af glæden ved tanken om at vores biler er på vej, og behovet for udflugter i løbet af dagen. Som regel kan en tur til ‘MEGA’, et enormt supermarked (derfor navnet), for at proviantere gøre det fint ud for en dagsaktivitet, for varmen gør, at vi bagefter er helt færdige, og igen længes efter poolen. Engang imellem må der ske bare en smule mere, så da vores amerikanske ferievilla-nabo Rita, spurgte om vi ville gøre hende selvskab på udflugt til den lille ø Isla Ixtapa, var vi ikke sene til at takke ja.

Fra playa Linda på Ixtapa’s kyst (playa betyder ‘strand’ på spansk), kan man tage en lille fiskebåd ud til øen. Det koster ikke det store, og tager ikke mere end 10 minutter. Der er nok lidt af en turistfælde, men det er det hele vist her i nærheden – De amerikanske turister har for alvor forstået, at rykke ind i området omkring Zihuatenejo! Og det er vi egentlig lidt trætte af, hvis vi skal være ærlige. Så vi glæder os til snart at udforske lidt mere af alt det skønne, som vi er overbeviste om at Mexico også byder på…

Så vidt jeg ved, så bor der ingen på Isla Ixtapa, men leben er der alligevel nok af for i løbet af dagen fyldes øen med snorkle-glade turister på udkig efter fisk og koraler i mange flotte farver. Øen er ikke større, end at man nemt kan gå fra strand til strand, og indimellem findes alle restauranterne. Og dem er der en del af, restauranter altså. Men kolde Coronaer og salte nachos virker også som det perfekte akkompagnement til en hel dag masser af sand, vand og sol. Så selvom de mange restauranter kun var med til at skrue “turist-faktoren” helt i været, så var det nu meget rart med lidt forfriskninger og ikke mindst skygge under en parasol.

Nu hvor det er et par dage siden, at vi besøgte øen, kan man godt begynde at savne lidt nye udflugter og aktion. At der er lidt stille her på bloggen i disse dage afspejler meget godt hvordan vi får dagene til at gå – nemlig helt stille og roligt. Når vores største bekymringer er om der er isterninger nok i fryseren til den daglige “Sundowner”, og om hvilken bog vi skal læse i som den næste, så er livet da ikke helt tosset.

Husk at du også kan følge med på instagram @tinegabelgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *