Øhop i Indonesien: Nusa øerne

Nusaøerne? Det lyder ikke lige så bekendt som Gilli Air, Gilli Meno og Gilli T, men bare vent der skal det nok komme til. Nusaøerne, som allerede har fået øgenavnet Instagram-øerne, kommer vi vidst kun til at se mere til.

Instagram-øerne har unægteligt en lidt negativ og overfladisk klang, men vi må indrømme at de faktisk var de flotte billeder af øernes udsigtspunkter, som vi havde spottet på lige netop Instagram, der i første omgang lokkede os til.

Nusa Lembongan og Nusa Ceningan er naboøer, og smal hængebro kun for scootere gør det muligt at komme fra den ene til den anden ø. Begge øer har så mange fine strande og gode spots, at en scooter safari øerne rundt i den grad kan anbefales.

Vi startede vores safari på Lembongang, hvor vi boede på guesthouse. Morgenmad på ‘Ginger & Jamu’ kan i øvrigt anbefales, og så er der yoga classes hver morgen klokken 8:00, hvilket vi desværre ikke nåede at benytte os af.

På Lembongan stoppede vi ved ‘Secret Beach’ – som snart ikke er så hemmelig mere, men stadig utrolig smuk – og ‘Devils Tear’, hvor bølgerne slår sig mod klipperne og kan blive op til 10m høje. Efter frokosten krydsede vi hængebroen til Ceningan, der som den mindste af øerne også er den hvor færrest turister når hen. På Ceningan er der ikke meget at lave, andet end at nyde det varme blå vand eller udforske de mange små gader, så sådan gik eftermiddagen.

Nusa Lembongan, collage, Nusa Island, Nusa øerne, scooter safari

Da vi alligevel skulle sejle fra Nusa Lembongan til Nusa Penida, benyttede vi muligheden til en snorkletur ved det berygtede Manta Point. Her svømmer djævlerokke med vingespænd på op til seks meter, og sådan nogle kunne vi da egentligt temmeligt godt tænke os at se. Hvilket lykkedes!! To stk. kæmpe store djævlerokke blev det til. De nærmest dansede i vandet helt tæt på os. Det er nok en af de vildeste oplevelser i mit liv hidtil, at svømme med de to.

Vi overvejede kraftigt at gentage succesen og leje scootere på Nusa Penida, på trods af de mange formaninger om virkelig dårlige veje – vi skiftede dog mening i sidste øjeblik og lejede en bil + chauffør i stedet. Og gudskelov for det! Havde vi været på egen hånd, så tror jeg aldrig vi var nået frem. At vejene var dårlige var mildest talt en underdrivelse, scooterkørsel på Nusa Penida er i mine øjne det rene selvmordsprojekt… Men overlever man så belønner det sig, for udsigterne fra ‘Angels Billabong’ og ud over ‘Kellingkin Beach’ gør det hele værd – måske derfor øen er så repræsenteret på Instagram?;)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *