Mini Guide: 24 timer i Pai

I den lille by Pai, som ligger i det nordlige Thailand, er der næsten flere backpackere end indbygger. Man siger om Pai, at det er er sted man planlægger at være én dag, men ender med at være i en uge. Vi havde dog kun 24 timer til at opleve Pai – så på baggrund af dette har jeg strikket en lille guide sammen til et lynvisit i backpackernes by.

Hvad skal man spise i Pai?

I “Walking Street”, som ironisk nok er en gade hvor man gerne må køre både bil og scooter, kan man finde nærmest alle former for mad. Gaden er fyldt med caféer, og hver dag klokken 18 popper diverse madboder og gadekøkkener op ud til vejen – hvilket kun gør det nemmere og en smule hyggeligere at få stillet sin sult.

Til morgenmad kan jeg anbefale den lille Café ‘I’m Fine’, som også ligger i “Walking Street” – vi fik deres avocadotoast akkompagneret af iskaffe og frugtshakes, hvilket holdt os mætte et godt stykke op af dagen.

For en anderledes oplevelse kan jeg anbefale ‘Rabbit Café’, der som navnet antyder har noget helt særligt med kaniner. Du kan simpelthen få lov at nyde din frokost eller eller eftermiddagskaffe i selskab med de sødeste små kaniner. Nok er koncept man enten er for eller imod, men særligt er det i hvert fald…

Hvad skal man se i Pai?

Har man meget kort tid i Pai, så vil jeg anbefale at man koncentrere sig om at opleve selve byen og fornemmer stemningen på Pais gader og café – En tur ud i Pais natteliv er bestemt heller ikke kedeligt, alle aftener spilles der live musik på stort set alle barer i byen.

Har man bare lidt længere tid, kan man med fordel leje en scooter eller en taxi for en dag, for mange af byens “seværdigheder” ligger egentligt et stykke uden for byen. Vi lejede en taxi for en halv dag til 800 THB (ca 150kr), og det passede fint til vores behov.

Vi startede dagen med at udforske ‘Pai Canyon’ – det flotteste område, som gennem mange år er blevet formet af jordskælv. Når man står på kanten, er der 30m ned – så det er bare med at være forsigtig!

Efter Pai Canyon besøgte vi ‘The Land Split’, som egentligt bare er en kæmpe revne i jorden, der eropstået på baggrund af et jordskælv. Revnen i sig selv er ikke så fantastisk – men landmanden som ejer jorden gør alligevel, at stedet bestemt er et besøg værd! Da vi kom tilbage fra revnen, blev vi nemlig inviteret på både saft, vin og alle mulige former for hjemmedyrkede snacks. Vores favorit blev bananchips’ne, som skulle dyppes i hibiscusmarmelade. Vi har lovet den søde landmand, at vi anbefaler hans sted til alle vi kender.

Vi sluttede vores dag af med en gåtur på den hellige bambusbro, som er munkenes vej fra templet til landsbyen. I rissæsonen er broen omkranset af risplanter, men da vi kom i tørsæsonen, var de omkransede marker et temmeligt sørgeligt syn.

Hvor skal man bo i Pai?

Vi boede på Hugga hostel, som var rimeligt lækkert, og var både billigt og lå centralt. Men at finde overnatning i Pai er en nem sag, midtbyen vrimler med hostels i alle kategorier. Vi bruger appen ‘Hostelworld’ hver gang vi booker overnatninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *