Lukket ude i kulden

vinter, sibirien,“Vinteren er kommet tidligere i år,” forklarer én af de meget få engelsktalende russere, som vi møder i Omsk. At det er så koldt, som det er nu (omkring -15 grader om dagen og ca. -20 grader om natten), plejer de først at opleve i midten af december. Ser man sig lidt omkring på sin tur gennem byen, er det da også tydeligt, at den pludselige vinter er kommet bag på beboerne i Omsk. Overalt dækkes veje og fortove af et spejlglat islag, og desværre ser vi flere steder, hvor isen har taget magten over de lokale bilers styretøj. Heldigvis sidder vi for det meste lunt og godt i vores “dagligstue”, som Range Roveren efterhånden er blevet til. kun når vi starter bilen om morgenen, kan man høre på bilens startvanskeligheder, at den bestemt ikke bryder sig om de kolde temperaturer. At sove arm i arm tagteltet, er det slut med for i år, for vejrforholdene tillader det simpelthen ikke længere – Vi er gået i vinterhi i trucken, men glæder os allerede til at vende tilbage til vores vante soveplads, når vi nærmere os varmere himmelstrøg engang i januar.

Vejrforholdene er der nu ikke meget, vi kan gøre ved. Faktisk kan vi kun tilpasse os. Dette betyder, at vi må fortsætte vores færd mod Vladivostok i sneglefart, og have hvad der føles som uendelig lange køredage. Intet under at vi får slugt nogle lydbøger i disse dage!

Da vi i går aftes besluttede os for, at nu havde dagens køretur nået sin ende, stødte vi på et nyt problem. Kulden havde simpelthen frosset låsen (og døren) til lastbilens kasse fast, og vi kunne således ikke komme ind til vores “hjem”. Efter en hel dag som chauffører måtte både Emil og svigerfar Mads ud i den bidende kulde for noget så åndssvagt, som at slås med en dør, der ikke vil åbne. Umildbart er opgaven helt umulig, men der prøves alligevel med diverse kreative idéer – fx. at tø døren op med vores nyindkøbte gasdrevne varmekanon (købt til at holde os varme når fyret strejker).

Et af løsningsforslagne er, at varme døren op med kogende vand. Emil har af sin mormor i “På-gensyn-gave” fået en mini-elkedel, som passer til bilens cigaret-stik. Da vi jo har et udemærket IKEA-køkken i lastbilen, har vi dog ikke fået taget den ellers fine gave i brug endnu – Men nu skal det være! Så vi kravler og møver rundt i bilen for at grave den frem fra en vores mange alukasser. Som bekendt koger vand kun langsommere, hvis man stirrer på det. At vi alle seks hepper på den lille elkedel, det speeder heller ikke processen op. Til alles ærgrelse viser aktionen desværre sig spild af kræfter, for heller ikke forsøgt optøet med kogende vand, kan døren lokkes op. Familiens mormor får dog alligevel en kærlig tanke med på vejen, for vi er helt sikre på, at hun vil sætte pris på, at elkedlen nu endelig har været i brug.

Klokken nærmer sig midnat, vi temmeligt trætte, og frem for alt gider vi ikke flere mislykkede forsøg. Mest af alt glæder vi os bare til at ramme hovedpuden, og det var jo netop derfor at vi gjorde holdt i første omgang. Så vi hanker op i os selv, spiser en aften-chokolade (hverken frokost eller aftensmad er det blevet til, så at maverne rumler er en underdrivelse), og beslutter os for, at bedste løsning er at fortsætte de sidste 60 km, som vi endnu mangler til Novosibirsk. Novosibirsk er en kæmpe stor by, men ved to-tiden lykkes det at tjekke ind på et udemærket hotel, og vi udskyder dermed problemet til morgendagen – mens vi håber på snart at kunne komme “hjem” til os selv i kassen, og at vi stadig når færgen fra vladivostok i slutningen af måneden.

2 Replies to “Lukket ude i kulden”

  1. Kære Tine
    Hvor er det dejlig at følge jer på din phonehome. Vi (Margit og mig) synes du kommer med en rigtig fin beskrivelse af jeres færd. Bliv bare ved.
    Kærlig hilsen
    Margit og morfar

    1. Hej Margit og Jes
      Det er jeg glad for at i synes! Og så dejligt at vide, at der rent faktisk er nogen som læser med:) skal hilse mange gange fra dem alle fem!
      Knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *