Flot natur og tankemylder

Forleden blev jeg spurgt på Instagram: “Om øjnene var ved at være trætte af alle de syn?” Min første indskydelse var egentligt at det var jeg overhovedet ikke, for der er jo så meget endnu, der skal ses og gerne nydes. Men skal jeg være helt ærligt, så er øjenene nærmere blevet en smule utaknemmelige. Det er lidt som om, at de er mættede, der skal mere og mere til, for at de rigtigt bliver imponerede. Som en harddisk der er stopfyldt med gode oplevelser og minder. På den ene side utroligt skønt, og på den anden side en smule ærgerligt, for hvor skal resten så være?

Et godt “aflæsningsted” gennem hele turen har for mig været bloggen her. Her har jeg kunnet fortælle, og dermed “tømme ud”. Det har jeg været lidt for dårlig til på det sidste. Jeg bilder mig ind at det er en kombination af prøvestress og almindelig rejsetravlhed, men måske det i virkeligheden er fordi jeg ikke synes jeg har så meget vildt at berette om. Det må endelig ikke forstås som om vi ikke oplever en masse, men denne del af turen er klart den “nemme”. Når man kan tale sproget og dermed læse skiltene, og når kulturen i den grad føltes mere hjemmevant end fx den iranske – ja, så går det hele bare lidt lettere. Og måske er det lige netop derfor, at jeg ikke lige så ofte på denne del af turen føler at jeg har noget vildt og eksotisk at fortælle om. Selvom meget af det vi ser faktisk er vildt, anderledes og ikke mindst smukt! Øjenene (og hovedet) er bare blevet alt for godt vant.

Om et års tid, hvis ikke før, ønsker jeg mig helt sikkert tilbage til hvor jeg er nu. Så jeg forsøger at lagre det hele ved at tage massevis af billeder, og skrive så meget som muligt… På den måde håber jeg at kunne “træne” både øjnene og hovedet til alt det der endnu skal suges ind. Det kan i hvert fald altid hjælpe at tænke taknemmelige tanker, og dem har jeg heldigvis helt styr på. Det er nemligt ret så svært at være meget andet end taknemmelig for alt det smukke vi ser – og så må jeg jo prøve på at være lidt bedre til at få skrevet herinde…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *