Anbefaling: En dag i elefantland

At se elefanter stod højt på ønskelisten for hvad vi gerne vi gerne ville opleve i Thailand. Mange steder, især i Nordthailand, kan man for ikke ret mange penge komme på såkaldt “Elephant Trekking”, hvor man ridder på elefanterne gennem junglen. Det er dog desværre langt fra alle steder, hvor elefanterne bliver behandlet ordentligt. Især med “Elephant Trekking” er det en god idé at overveje hvad for er foretagende man egenligt støtter. For os var det vigtigst at se elefanter, som fører og fremmest blev behandlet ordenligt.

Vi havde hjemmefra fået anbefalet “Happy Elephant Home”, som ligger ca. en times kørsel uden for Chiang Mai. Hos Happy Elephant Home holder de kun elefanter, som de har reddet fra bla. trekking industrien. Elefanterne går frit omkring, og kan derfor selv vælge menneskekontakten til eller fra.

En dag på elefanthjemmet

Da vi ankom til elefanthjemmet, fik vi alle udleveret et par bananer, for det var alt vi havde brug for til vores første møde med en elefant. Happy Elephant Home har i alt fem elefanter, og en lille ny på vej, da én af elefanterne venter sig. Det varer dog lidt, før at elefanthjemmet kan prale af seks elefanter, for en elefant er gravid i ca to år.

Sandee, én af stedet elefantpassere, fortalte os om elefantens store appetit, lange levetid og gode hukommelse – Alt i mens vi fodrede elefanten med bananer i massevis. Nogle skulle lige samle sig mod til at komme så tæt på det store dyr, men fælles for alle var enormt fascination.

Da elefanten havde spist alle vores bananer, hele og med skræl på vel at mærke, blev vi taget med længere ind på gården. Her kunne vi låne passende “elefant passer tøj”, det er nemligt svær ikke at blive beskidt, når man bruger tid sammen med elefanter…

Klædt på til lejligheden hentede vi resten af elefanterne, tre store og en enkelt unge, i skoven hvor de gik og hyggede sig. Har man bananer, kan man forvente at elefanterne følger med en hvorhen man går. Udover bananer fodrede vi elefanterne med sukkerrør og græs. For at beskytte deres hud mod solen, bader elefanterne i mudder – vi var så heldige at få lov at deltage i dagens mudderbad, og til at få et koldt brusebad efterfølgende.

Frokosten på elefanthjemmet bestod af ‘DIY noodlesoup’, så vi måtte selv udvælge alt fra nuddeltype til fyld og topping – heldigvis smagte det lige så godt, som det var sjovt at lave. Efter frokosten fulgte vi elefanterne ned til den nærliggende flod, hvor alle mand og elefanter fik sig en kølig eftermiddagsdukkert. Jeg kan nu berette at der er godt med tryk på, når en elefant sprøjter en god solid vandstråle efter en.

Alt i alt en helt fantastisk og uforglemmelig dag. Jeg ville ønske at alle elefanter havde det lige så godt, som de elefanter som bor på “Happy Elephant Home”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *