5 tips til at overleve et par dage i Phnom Penh

Phnom Penh er ikke nogen pæn by. Den er heller ikke rigtig hyggelig. Phnom Penh er stor, kaotisk, varm og beskidt. De fleste tager hertil for at se Killing Fields, eller for at tage flyveren hjem. Cambodja byder på så mange andre steder, som er langt hyggeligere og mere værd at besøge, men har man alligevel et par dage i Phnom Penh er her et par tips til at få det bedste ud af dem:

  • Besøg Killing Fields og S21, og opnå en større forståelse for det Cambodjanske folk og deres tragiske fortid.
  • Book et hostel med pool. Det er VARMT i byen, der er mange mennesker over det hele – du har brug for et “fristed”, hvor du kan køle af.
  • Tag i “The Flicks” og se alle de film du orker for kun 3$. Man kan ovenikøbet bestille pizza, øl og popcorn ind i salen, så ikke engang sult kan være en forhindring for et solidt filmmarathon.
  • Tag til drop-in sprogtime i Kmer. Klassen afholdes hver søndag fra 16:30-18:30 med efterfølgende fællesspisning. Udover at man lærer at sige “Hej”, “Tak” og “Hvordan går det?” på Kmer, så er sprogskolen en mulighed for at møde andre rejsende og lokale i hyggelige rammer. Lokationen skifter fra gang til gang, men kan altid findes på http://www.khmerstudygroup.com/
  • Drik masser af god kaffe. Faktisk et råd som gælder til overlevelse alle steder, men her i Asien er der langt mellem de gode kopper, så udnyt at du er i en storby og forkæl dig selv lidt. Finder man en fortovscafé, kan man jo samtidigt observere den fuldkommen vanvittige trafik som hersker i Phnom Penh’s gader.

Jeg kan i øvrigt anbefale Eigthy8 Hostel – vi boede på et helt fint dorm, og fik morgenmad for kun 5$ pr. nat. Og personalet var super søde til at hjælpe os med at komme af med de bedbugs, som vi desværre havde fået slæbt med os fra Koh Rong.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *